I det 14. århundrede forfulgte den franske konge, Philip den Smukke, sammen med pave Clement V tempelriddernes orden. Tempelridderne havde vundet stor magt og rigdom ved forsvaret af kristendommen i Det hellige Land. Denne magt skulle nu brydes.

Paven udstedte et såkaldt edict, som påbød at riddernes ejendom skulle konfiskeres. 13. oktober lod den franske konge alle tempelriddere i Frankrig arrestere; den 18 marts blev de sidste henrettet i Paris. Men jagten på ridderne andre steder fortsatte, og ærkebiskoppen i Mainz, Peter af Aichspalt fik ligeledes påbud om at bekæmpe ridderne.

De sidste 12 tempelriddere søgte tilflugt på Lahneck, hvor ærkebiskoppens hær belejrede dem. Men velvidende om hvordan Philip den Smukke havde behandlet ridderne i Paris, besluttede de tolv at kæmpe til det sidste. Trods biskoppens overmagt krævede det adskillige angreb, inden det lykkedes at nedkæmpe alle ridderne. Kun én var tilbage. Blodig og udmattet stod han over for angribernes fører.

Men føreren var nu så imponeret over riddernes udholdenhed, mod og tapperhed, at han tilbød den sidste ridder friheden, hvis han blot ville bede om nåde.

Ridderen kom langsomt hen mod ham med det sænkede, blodige sværd. Længe stirrede han sin modstander i øjnene, denne mand som havde ansvaret for drabet på hans 11 brødre. Så greb han sin fjende og styrtede sig med ham ned fra borgens mur i borggraven.

Note: Jorden omkring borgen var dækket med såkaldt spanske ryttere, små jernbøjler, som altid vender en spids i vejret.

Oversættelse: Hans Kruse